Dansk Flygtningehjælp

Få hjælp til dagligdagens opgaver

Kommende begivenheder

Efter en vellykket fastelavnsfest 1. marts går vi snarest i gang med at sætte datoer på de kommende arrangementer i Kontakten. Men husk der er jo en åben dør og liv i Kontakten på alle skoledage mellem kl. 14-18. Her kan du få hjælpe til lektier eller gode råd til hverdagens udfordringer.

Familiedag med Kontakten og med fodboldgolf. Vi vil gerne invitere til en hyggelig og sjov familiedag med fodboldgolf, hygge, lidt at spise og drikke mv. søndag 22. juni 2025. Vi mødes ved Kontakten, Østerbrogade 2, 7200 Grindsted. Vi kører i egne biler. Hvis du har brug for at køre med nogle så sig til ved tilmeldingen. Hvis du er under 25 år er dagen gratis – ellers skal du betale for at spille fodboldgolf, hvis du har lyst til det. Tilmelding senest mandag 16. juni 2025 på Kontaktens Facebook, eller til Arne 30359596 eller til Sasi 28768482.

HUSK – vi vil rigtig gerne have nye medlemmer. Så hvis du ønsker at støtte arbejdet i Kontakten må du meget gerne melde dig ind. Det koster 100 kr. om året – og det er for en familie. Beløb et kan betales via MobilePay 0126MR eller via Vestjysk Bank reg. 8210 4140007094.

Kontakten har som mål at bidrage til, at så mange flygtninge som muligt får styrket deres netværk, lærer at tale dansk, får en uddannelse og et arbejde, således at de på et tidspunkt kan blive en del af den danske arbejdsstyrke, eller, når situationen tillader det, kan vende tilbage til deres hjemlande.

Kontaktens holdning er, at vi respekterer andre mennesker uafhængigt af nationalitet, religion, hudfarve eller social status.

Vi prøver at leve op til det gamle princip: Vær mod andre, som du ønsker, at andre skal være mod dig. Hos Kontakten i Billund Kommune kan du få lektiehjælp, hjælp til breve fra det offentlige og andet praktisk. Og du er altid meget velkommen til at kigge indenfor og nyde det hyggelige og hjemlige selskab. Alt foregår i nogle uformelle rammer og uden referater og journaler. Og du skal IKKE bestille tid. Kig ind! Vi glæder os til at se dig og få en snak med dig.

Vi har åbent på alle skoledage fra kl. 14 – 18. Men når der er fridage i skolerne i Billund Kommune så holder vi lukket. Derfor holder vi i 2024 sommerferie fra og med 29. juni til og med 11. august. Har du i løbet af sommeren brug for hjælp, er du velkommen til at kontakte den daglige leder Arne Majlund på telefon 30359596.

Kontakten er en forening af frivillige, som samarbejder med Dansk Flygtningehjælp, Billund Kommune, Sprogskolen samt andre foreninger og private. Formålet med Kontakten er at hjælpe flygtninge i Billund Kommune. Kontakten har som mission at være et samlingssted, hvor frivillige og flygtninge kan mødes til gavn for flygtningenes integration.

De frivillige i Kontakten yder blandt andet lektiehjælp og forklarer de breve og informationer, flygtningene modtager fra de danske myndigheder. På billedet her har de frivillige arrangeret en festlig fastelavnssøndag for 70 glade børn og voksne.

Vi fokuserer på

Netværk og relationer

Vi forsøge at skabe kontakt mellem “gamle” danskere og nydanskere. Fx også ved at arrangere festlige events som fastelavnsfester, julefester, sommerfester mv.

Uddannelse og arbejde

At træne dansk så man når et niveau, hvor det er muligt at bestride et job og tage en uddannelse er vigtigt. Til det er der brug for både danske kontakter at tale med, nogle der kan hjælpe med lektier og andre der ved, hvordan man skriver en ansøgning eller laver et CV.

Det kan vi hjælpe med.

Integration

Hverdagene kan være fyldt med udfordringer, når man kommer til et nyt land og en ny kultur. Viden om ikke bare, hvad man gør, men også hvordan tingene hænger sammen er med til at forebygge fordomme, myter og negativitet.

Når man via dialog kender hinanden og forstår hinandens baggrund, forebygges mange problemer.

Vi vil gerne både lære om andre kulturer og fortælle om den danske.

Fastelavnsfesten 2025

Fastelavnssøndag havde vi en dejlig eftermiddag med 45 børn og voksne, som dels hyggede sig med fastelavnsboller og varm kakao og med at slå katten af tønden. Og selvfølgelig skulle der findes en kattekonge og en kattedronning, som sammen med årets bedst udklædte fik en præmie. Vi glæder os allerede til næste år!

Julefesten 2024

Lørdag 30. november fandt kontaktens julefest sted nye rammer i Grand Seniorhuset i  Grindsted. Ca. 120 børn og voksne havde nogle dejlige timer med julesange og julesalmer. Vi dansede og legede omkring juletræet, fik varme æbleskiver og selvføgelig kom julemanden også forbi med slikposer til alle søde børn (og dem var der mange af).